En ny påmindelse, eller et vink med en vognstang, om livets skrøbelighed.
15. februar 2019 blev jeg og mine pårørende endnu engang påmindet om, hvor kort der er mellem liv øg død.
Jeg blev ramt af et hjerteanfald (ventrikulær takykardi), der i yderste konsekvens ender livet.
Jeg er født med en utæt hjerteklap. Jeg er opereret for det mange gange, og har haft utallige komplikationer, senest i 2011.
Efter 2011 har jeg med en kolossal hjælp fra min dejlige kæreste, et utrætteligt, altid støttende netværk af venner og Hjertetforeningen, rejst mig fra at sidde i en kørestol, til at have fået en uddannelse, fast arbejde og en aktiv rolle i Hjertetouren.
Sådan havde jeg regnet med, at mit liv skulle fortsætte en rum tid endnu.
MEN DER TOG JEG FEJL.
15. februar blev jeg indlagt på Slagelse Sygehus og siden overført til Rigshospitalet. På Rigshospitalet gennemgik man data fra min pacemaker, der viste at min gennemsnits puls havde ligget på 240 slag i minuttet, i ca. 8 minutter. Det overlever man sjældent med i ret lang tid, ultimativt fører det til HJERTESTOP.
Derfor valgte man efter kort tids overvejelse, at indsætte en ICD/pacemaker (pacemaker med hjertestarter), i tilfælde af flere rytmeforstyrrelser eller hjertestop. Det skulle vise sig at være en god ting, for kort tid efter indsættelsen, fik jeg ventrikel takykardi igen, og min ICD gav mig stød 3 gange. Det gør F..... ondt, men den fik mig tilbage i normal rytme.
Lægerne slukkede ICD'en og mere medicin skulle der til for at holde rytmen. Det fik jeg.
En uge senere tændte lægerne så ICD'en igen. En dag gik, og endnu engang fik jeg ventrikel takykardi og stød af min ICD, det gjorde også ondt, både fysisk og mentalt.
Under en operation forsøgte lægerne, at varmebehandle de steder i hjertet som var ophav til rytmeforstyrrelserne, dog uden at kunne garantere de havde ramt dem, men med en vis sandsyndlighed for at det var en succes.
Herefter blev min ICD tændt igen....
Rigtig mange tanker for rundt i hovedet på mig, og nogle gør det stadig. Fornemmelse og tanken om, at det kan gentage sig skræmmer mig. Men samtidig er jeg også glad for at vide, at min ICD forhåbentlig kan afhjælpe rytmeforstyrrelserne, hvis de kommer igen.
Endnu engang har jeg behov for støtte fra min kæreste og hele mit netværk for at vende tilbage til et "normalt" liv efter 4 ugers indlæggelse.
Hjerteforeningens opbakning og støtte til forskning og patient omsorg er uundværlig, for de mange mange mennesker der enten fødes med hjertesygdom, eller bliver ramt af det i løbet af livet.
Hjælp mig med at støtte Hjertetourens indsamling til Hjerteforeningen.
Hver en en tanke og øre er vigtig.
Ydmygt tak <3